Elsker du ikke også bare…

…duften af hjemmelavet franskbrød og jordbærmarmelade (det fra den blå spand)?

Jeg mødte en ældre herre i dag, der duftede sådan – det bragte mig tilbage til, dengang jeg var på weekendophold eller ferie hjemme hos mine bedsteforældre. Den sukkersøde tid!

Reklamer

Et liv med ukendt kurs #17

Hun går til det ugentlige møde med Åben & Rolig. De har i alt ni mødegange af tre timers varighed. Det er intens læring i de timer, og det er først halvvejs i forløbet, at hun ikke udtrættes totalt efter en mødegang.

Med tiden finder hun ud af, hvad der fungerer for hende – og hvad der trigger hende. Der er nogle uløste konflikter, som hun skal have taget hånd om, for et eller andet sted i hende fylder de og modarbejder hende. Midt i en meditation om relationer ser hun en person for sit indre blik. Hendes styrke ved meditationerne er, at hun er meget visuel. En person, som hun kender, og pludselig blusser et glemt minde op om en uoverensstemmelse. Hun bliver ked af det og slutter meditationen af med tårer og hulk. Hvem havde dog troet, at det var så kraftigt et redskab?

Hendes tidligere psykolog havde også forsøgt sig med visualisering én enkelt gang – og endda med rigtig god effekt. Beklageligvis var psykologen ikke så god til at følge den røde tråd i sessioner, selvom hun enstemmig slog fast, at det var en formidabelt redskab lige netop til hende.

Skuffelser, tristhed og frustrationer bliver talt igennem med dem, som hun mødte i sine meditationer. Nuvel ikke alle, men dem som har sin berettigelse for hendes nutid.

Under forløbet har de mulighed for at få et par ene-samtaler med den undervisende psykolog. Det er et ganske frivilligt tilbud, men hun tøver ikke med at skrive sig på listen. Uanset hvad kan det ikke skade!

Igen falder hun bagover af ren og skær benovelse. Psykologens ro og åbenhed er så tryg, og hun lærer ufattelig meget om sig selv på de tyve minutter – blandt andet fordi psykologen har betragtet hende. Hun forklarer sit mål om at tale højt til hver mødegang for at øve sig i at tale blandt fremmede. Psykologen spørger om det er noget, at de skal præsentere for de andre, da hun synes, at det er en god udfordring – men hun vil gerne beholde det som sin egen personlige målsætning.

Hun finder ud af, at det halve år, hvor hun soppede rundt i en grå masse, ikke nødvendigvis var en depression, men heller ikke blot var grundet lavt selvværd – men at det muligvis er noget i hendes personlighed, som lægger op til den reaktion og adfærd. Det er noget, der sætter tankerne i gang. Først kan hun ikke acceptere, at hun ikke havde en depression, men senere hen skal det vise sig, at hun bliver meget klogere.

Midt i det hele bliver hun kontaktet af sin sagsbehandler fra kommunen. Et forhold som har lidt fra dag et. Revurderingstidspunktet er ved at oprinde, og de bliver nødt til at have en snak, lyder det i mailen – efterfulgt af; Kan jeg ringe til dig i morgen?

Hendes tanke; hvad er “revurderingstidspunktet”?

Læs forrige afsnit i serien her.

Et liv med ukendt kurs #16

Hun åbner den tunge trædør og træder ud i et lys, der fuldkommen overfalder hende. Hun er mørbanket. Udmattet. Det var et følelsesmæssigt hårdt møde – men det er et vigtigt skridt i den proces, som skal til at tage sin begyndelse. Vejen tilbage. Eller vejen til at finde sig selv igen. Sit nye jeg.

Det bliver grundlæggende en stor udfordring for hende. Hendes angst sparker til hende flere gange om dagen. På en dag kan hun have op til 10-15 angstanfald af varierende størrelse og karakter. Indkøbsture er på et minimum, og hun ses stort set ikke med sine veninder. På trods af det finder hun en drivkraft dybt inde i sig. Nu skal det være anderledes.

Hun har aldrig været den person, som lystigt har rakt hånden op i skolen og talt. Hun har aldrig været den person, som afslappet og naturligt indbyder til snak med fremmede. Hun har altid haft det bedst med at være til og tale, når der bliver taget kontakt til hende. Hun vil arbejde med sin komfortzone. Rykke sine grænser og gøre noget andet. Hvis man gør, som man aldrig har gjort, bliver det, som det altid har været – og det ønsker hun i den grad at komme væk fra.

Første session til Åben og Rolig er udmattende og anstrengende. Der er mange nye mennesker at forholde sig til, nyt sted og ny læring, der skal tages ind og bearbejdes. Hun forsøger at skabe kontakt, men det er stadig svært for hende. Alle sidder lidt på hænderne her den første gang, men efter de finder ud af, at de er i samme båd, bliver stemningen mere afslappet.

Ligesom med forsamtalen er det ligeledes en psykolog, som står for afholdelsen af kurset. Hun er mild og imødekommende, og der er en mærkbar ro over hende, som smitter af på deltagerne. Hun guider dem igennem en meditation. Deres allerførste. Det er grænseoverskridende at give slip og give sig hen. De guides til at mærke deres krop ved at gå gennem kropsdelene fra top til tå. Det er svært. Tanken farer frem og tilbage, ud og ind, men når hun holder fast i meditationen, er det virkelig rart.

Nogle er frustrerede bagefter, over at de ikke kunne mærke deres krop, en enkelt græder fordi hun kunne mærke sin krop rigtig meget, og andre har kæmpet med at holde fokus.

Her øjner hun en mulighed for at stille krav til sig selv. Ikke i forbindelse med selve meditationen, men i den efterfølgende dialog. Hun SKAL sige noget hver gang. Ét er at hun lærer at tale højt foran de andre – noget andet er, at det også hjælper hende til at sætte ord på sine tanker og følelser. En udfordring som hendes tidligere psykolog gav hende værktøjer til at arbejde med. Nu gør hun det selv!

De bliver alle beroliget, at det er ganske normalt alt det, som deltagerne hver især har oplevet. Det tager tid at lære at meditere, og de første mange gange vil de være meget trætte, når de kommer hjem.

Som understøttende element til forløbet er der udarbejdet en app, hvor andre psykologer med tilknytning til kurset har indtalt meditationer med forskellige temaer og varighed. På den måde kan hun og de andre øve derhjemme mellem mødegangene, og forsøge at blive mere dus med at meditere.

Hun sejtræder igen i pedalerne hjemad og dejser om på sofaen…

 

Læs forrige afsnit i serien her.

A little awesomeness

Hverdagen har en evne til hurtig at blive triviel, og det er på sin vis en stor kompliment til vores tilpasningsevne. Men det gør det ikke desto mindre vigtigt at vi åbner op for vores skyklapper, så vi husker at se lidt mere på den verden som passerer forbi eller som vi selv passerer forbi.

Vores lugtesans er kraftig og sensibel, og dens evne til at fremkalde minder og følelser er endnu en faktor, der er værd at huske på midt i den daglige virak.

Skyklapper er også ment i overført betydning, for når vi har travlt, er vi fokuseret på at løse netop dén opgave, som vi er i gang med – og derfor lukker vi alt andet ude. Nedtoner de unødvendige sanseindtryk hvad enten det er dufte, berøring eller visuelle iagttagelser.

Vi skal huske at åbne op for vores skyklapper. Mærke krammet, dufte lavendelerne og lade dig imponere over storheden af et stærkt og flot egetræ (jeg er forfalden til blodbøg).

På mine cykelture til og fra arbejde er jeg begyndt at åbne op og tage ind. Duften af saltvand, som har kæmpet sig igennem halvstorbyens tåger af bilos, skal anerkendes og saluteres! En lille bid mindfulness, hvor duften tager mig væk og giver mig et sug af glæde og energi.

Ja, det lyder pladderromantisk, langt ude og som noget hokuspokus – men alle kan få brug for lidt tryllestøv 😚